Brintforsyningen til en tankstation bestemmes primært af tre faktorer: produktionsmetoden, transportafstanden og omkostningsøkonomien. I praksis kan forsyningen kategoriseres i følgende mainstream-veje:
1. Off-Sitecentraliseret produktion + rørtrailerlevering (i øjeblikket den mest almindelige model)
Dette er den mest udbredte forsyningsmodel for brinttankstationer globalt, med klart definerede forsyningskædestadier:
Brintkilder:
Industrielt efter-produktbrint (mest omkostningseffektivt-):Hydrogen-holdig restgas fra industrielle processer såsom koksovnsgas, klor-alkalianlæg og propandehydrogeneringsenheder. Efter oprensning bliver det den billigste-brintkilde, der er tilgængelig i dag, med udbredt anvendelse i regioner som Shandong og Hebei.
Naturgasreform:Produceret på centraliserede brintfabrikker beliggende i den urbane periferi, ved hjælp af dampmethanreformering (SMR) kombineret med PSA-rensning før rørtrailerfyldning.
Store-grønne brintbaser:Brint produceret via vandelektrolyse i områder med rigelige vind- og solressourcer, derefter transporteret eksternt via rørtrailere.
Transportmetode:Brint komprimeres til cirka 20 MPa, læsses i lange-rørtrailere og leveres til tankstationen.
Egnede applikationer:Små til mellemstore-stationer med en daglig brændstofkapacitet på under 500 kg.
2. På-brintproduktion på stedet (distribueret produktion, integreret forsyning)
Denne tilgang integrerer brintproduktion direkte på tankstationen, hvilket helt eliminerer transportomkostninger.
Naturgas/methanol reformeres på-webstedet:Anvendelse af-på stedet rørledningsnaturgas eller indkøbt methanolråmateriale til reformering i små{1}}skala og PSA-oprensning inden for stationens fodaftryk. Den vigtigste fordel er let tilgængeligt råmateriale, og sammenlignet med ekstern brintlevering,brintproduktionsomkostningerne kan reduceres med over 20 %, med et relativt kompakt landfodaftryk.
Vandelektrolyse på-stedet:Brug af-stationsadgang til elektricitet (især udnyttelse af-peak-netstrøm eller distribueret fotovoltaik på taget) til at elektrolysere vand. Nye teknologiruter, såsom AEM, er i øjeblikket under demonstration og viser løfte om at opnå billige, distribuerede, grønne brintforsyninger.
3. Pipeline-transmission (Future Large-Scale Backbone Network)
Denne model afspejler bygasdistribution og transporterer brint direkte gennem nedgravede rørledninger, hvilket repræsenterer den grundlæggende løsning til stor-, tværgående-regional transport.
Kilde:Opstrøms store kemiske industriparker, massive grønt brintproduktionsbaser.
Nuværende status:Kina undersøger aktivt opførelsen af-langdistanceprojekter til grønne brintrørledninger. Målet er effektivt at overføre rigeligt og billigt-grønt brint fra "Three Norths"-regionen (Nordvest-, Nord- og Nordøstkina) til høj-forbrugsmarkeder i Øst- og Sydkina.
4. Transport af flydende brint (velegnet til langdistance-,-højvolumenstationer)
Brint afkøles kryogent til -253 grader for at opnå en flydende tilstand og transporteres via flydende brint tankbiler.
Kilde:Store-brintflydningsanlæg.
Fordele:En enkelt forsendelse leverer mere end 10 gange så meget transportvolumen som en høj-trailer til gasformige rør, hvilket gør den særligt velegnet til at levere demonstrationsstationer med høj-kapacitet, der betjener transitbusser og tunge-lastbiler.
Oversigt
For ingeniør- og stationsinstallationsvirksomheder som Beyonray Technology bestemmer valget af brintkilde direkte stationskonfigurationsmodellen: om der skal anvendes enmodulær, integreret methanol/naturgas reformering-til-brinttankstation, eller enkonventionel station, der modtager eksternt-højtryksgasformigt eller flydende brint. Den mest økonomiske beslutning mellem disse to muligheder skal baseres på lokal råvaretilgængelighed, forholdene på stedet og den forventede brintbehovsskala.
